Turnéstøtte er økonomisk støtte til et turnerende band. Det kan bruges til at dække dagpenge, rejser, indkvartering, udstyr og leje af køretøjer og alle andre udgifter, der måtte opstå under en tur. Historisk set, når tour support blev tilbudt, blev det normalt betalt af pladeselskabet. I det 21. århundrede har turnéstøtte og tour-sponsorering imidlertid trukket sig til forretningskonglomerater og endda drinkfirmaer uden direkte involvering i musik.
Industrikonglomerater
Musikbranchen har ændret sig drastisk som reaktion på digitaliseringens forskellige kriser og muligheder. Som en del af denne til tider fantastiske, til andre tider bekymrende transformation, har nogle virksomheder og fremtrædende kunstnere næsten fuldstændigt opløst skelnen mellem kunstnerledelse, tour management og pladeselskab, en del af en tendens til at tjene penge på alt relateret til kunstneren og hendes musik. Slutspillet i denne trend kan være kunstneren, der ejer deres label. Betyder det i et sådant tilfælde, at kunstneren ikke har nogen steder at lede efter turstøtte, eller at han har fuldstændig kontrol over tourstøttebudgettet? For store kunstnere, sidstnævnte bestemt; for andre mere som ingen tour support overhovedet.
Lille etiket
Touring er ekstremt dyrt, så det er ikke overraskende, at tour support er blevet svær at få, især for indie musik. Det har været en vedvarende og voksende tendens; nu er det kun de største superstjerner, der sandsynligvis vil få betydelig tour-støtte. Der er et par grunde til dette:
- Da albumsalget er skrumpet, ofte erstattet af digitale udgivelser af singler, har indie-labels muligvis ikke penge nok til at betale regningen
- Udbyttet af turnésupport er ikke garanteret, især på ture, der i det væsentlige er salgsfremmende ture designet til at hjælpe et band med at bygge et fanskare - turnéen kan måske hjælpe bandet med at finde et publikum, men det vil måske ikke direkte udmønte sig i nok pladesalg til at opveje investering.
Allerede før den digitale revolution led små label-support til turnerende grupper af disse og andre mere eller mindre indbyggede problemer. Ofte lykkedes det for turnéerne at udvide fanskaren - men muliggjorde derved kunstnerens flytning fra det lille pladeselskab til et større. I andre tilfælde, som med Stomu Yamashtas banebrydende, men alt for hip-til-rummet verdensmusikgruppe GO, endda stærke tour-support tilbudt af adept musikpromotor, producer og labelchef Clive Davis endte i sidste ende uden udbytte. Det var i øvrigt en gruppe, hvor næsten alle medlemmer var en stjerne eller superstjerne, inklusive Stevie Winwood, krautrock- og EDM-pioneren Klause Schultz, Al Demiola og Santanas stjernetrommeslager, Michael Skrig. Og der var flere -- det var et elleve mands band, hvor hvert medlem havde en fanskare. Fans ville bare ikke nødvendigvis se dem alle 11 på scenen på samme tid.
Hvilket kan være den underliggende lektie af tendensen mod lidt eller slet ingen tour-support for de fleste musikere: du kan ikke trykke på en snor. Den moderne holdning fra turnéledelsen og labels har nu en tendens til at være på den måde, at enten vil et nyt band på en eller anden måde lykkes uden tour-støtte, fordi publikum virkelig gerne vil høre dem (selvom de ikke vidste det, før de fangede dem på deres smertefulde, budgetløse første turné) eller i sidste ende gør publikum det ikke, og ingen turpenge vil endelig tjene en forskel.
