Anime kan komme fra Japan, men en stor del af den måde, den bringes til engelsktalende publikum på, er med et engelsksproget lydspor. Det er svært (på grænsen til umuligt) at få vist anime på tv uden at den har engelsk lyd, og derfor er en dub afgørende for at få en given anime-serie eller film foran det bredest mulige publikum.
Her er en oversigt over den måde, engelsksproget dubbing fungerer på for anime, som hentet gennem diskussioner med branchefolk og stemmeskuespillere.
Oversættelse
Langt det meste af tiden leveres en anime af dens originale japanske licensgivere uden engelske undertekster eller lyd overhovedet. Det første skridt er derfor at lave en engelsk oversættelse af den japanske lyd.
Oversættelsesprocessen kræver bred kulturel viden om Japan og nogle gange viden om et meget specifikt eller teknisk område. Mange anime, der fokuserer på det overnaturlige (xxxHOLiC, Natsume's Book of Friends) eller Japans historie (Sengoku Basara, Basilisk, Åh! Edo Rocket) kræver en forståelse af nogle ret esoteriske aspekter af japansk kultur for at være sammenhængende (eller sjove).
De sværeste titler er dog dem, der involverer aktuelle, banebrydende referencer til japansk populærkultur (f.eks. Sayonara Zetsubo-sensei). De kan involvere referencer, som selv nogle indfødte japanere kan savne. Prøv at forestille dig, at nogen uden for USA ser et afsnit af The Simpsons og forestille sig, hvor meget der simpelthen ville flyve over deres hoveder.
Der er nogle få undtagelser fra denne situation. Nogle få anime-titler - typisk biograffilm - kan udgives til DVD/BD i Japan med engelske subs. Den engelske oversættelse bliver dog næsten aldrig genbrugt, hvis den samme titel er lokaliseret af et amerikansk udgivelsesfirma. Et godt eksempel: Studio Ghibli film, hvoraf mange havde engelske undertekster i deres japanske udgivelser. Da Buena Vista (Walt Disney Company) licenserede filmene til amerikansk udgivelse, skabte de deres egne engelske oversættelser fra bunden. I tilfældet med Ghibli's Prinsesse Mononoke, beholdt de endda den berømte fantasy-forfatter Neil Gaiman for at finpudse dub-manuskriptet og give det den poesi, det havde brug for.
Bearbejdelse / Manuskriptskrivning
Oversættelsen produceret fra showets japanske stemmespor er ikke det, der bruges til faktisk at skabe dub. I stedet vil en anden skribent tage oversættelsen og eventuelle tilknyttede noter eller dokumentation og fremstille det faktiske eftersynkroniseringsmanuskript. Nogle forfattere er også selv stemmeskuespillere, hvilket giver dem mulighed for både at udvide deres kreative horisont og bringe en "in-the-boden" forståelse af, hvad der er nødvendigt for manuskriptskrivningsprocessen.
Det, der gør denne fase sværest og mest afgørende, er, at flere mål alle skal opfyldes på én gang.
- Dialogen skal passe komfortabelt ind i den samme tid som den oprindelige tale, for at gøre det lettere at "matche flap". (Mere om dette senere.)
- Manuskriptet skal lyde naturligt for engelsktalende. Japansk grammatik er helt i modsætning til engelsk, og derfor skal sætninger muligvis omstruktureres fuldstændigt for at passe ind i det samme rum. Hvad der kan siges med få ord på japansk, kan tage en hel sætning på engelsk eller omvendt.
- Plotpunkter, subtile betoninger og anden afgørende information skal alle formidles. Det er for nemt at miste disse ting i shuffle.
Det andet og tredje punkt er begge dele af et større spørgsmål: troskab. Med tiden har anime-dubbing-arbejdet bevæget sig væk fra at være slavisk præcist og mere hen imod at være fleksibel. Meget af dette er kontekst: en historisk anime skal for eksempel have mere af den "japanske karakter" af sin oprindelige dialog bevaret. Et show, der foregår i nutiden, kan dog bytte flere af sine japansk-centrerede gags ud med matchende vestlige popkulturkoncepter. Steins; Port, f.eks. havde et engelsk dub-manuskript positivt krydret med denne slags ting, som en måde at replikere det originale shows smarte frem og tilbage drillerier.
Nogle shows kan opgive ethvert forsøg på at være trofast overhovedet, men kun hvis materialet kræver det. Shin-chan blev omskrevet fra bunden til sin engelske dub, i høj grad fordi originalen var sådan en snestorm af kulturspecifikke gags, som ethvert forsøg på at være tro ville bare være kollapset i sig selv. (Største overraskelse: de japanske licensgivere til showet godkendte denne tilgang.)
Optagelsessessioner
Når et dub-manuskript er blevet skrevet ud fra oversættelsen, er næste trin at caste egnede skuespillere til dubben og producere en optagelse fra den.
Når en forestillings stemmebesætning samles, er valgene normalt dikteret af stemmeskuespillernes eksisterende liste over præstationer eller deres generelle holdning. Mary Elizabeth McGlynn, den seje og dygtige major Motoko Kusanagi fra, ville sjældent blive castet i en visneblomst-rolle.
Undtagelser sker dog: Monica Rial, en berømt amerikansk stemmeskuespillerinde, der normalt er kendt for knitrende små pigeroller (f.eks. Mina Tepes fra Dans i Vampyrbundet) har været kendt for at skubbe hendes præstationer i en helt uventet retning ved at droppe stemmen en oktav og udløse en stor mængde vokal grus (f.eks. Mayaya fra Prinsesse vandmænd, Jo fra Sprængt engel).
Instruktøren kan også arbejde sammen med skuespillerne for at skabe en bestemt effekt i deres præstation. Brina Palencia, for eksempel, tog subtile signaler fra Katharine Hepburn, da hun skabte sin optræden til Holo the Wise Wolf i Krydderi og ulv.
Under selve indspilningsprocessen er et nøgleelement, hvad stemmeskuespillere og instruktører omtaler som "matchende flap". "Flap" er slang for en karakterens mundbevægelser på skærmen, og derfor skal skuespilleren, der giver udtryk for karakteren, time sin tale til at matche, om end kun nogenlunde, når der er mund bevægelser. Det er ikke altid muligt at være helt præcis, men det hjælper med at bevare så meget af illusionen som muligt. Dette bliver dobbelt svært, da klapperne oprindeligt er tidsindstillet japansk tale; som beskrevet ovenfor betyder forskellene i syntaks og talemønstre, at det nogle gange kan være svært for dialogen at blive strakt eller klemt til at passe.
Den bedste del af enhver dubbing-session, som de fleste enhver anime-fan kan fortælle dig, er, når folk sviner til. Gaffer og flubs i optagekabinen er sjove, og DVD/BD-udgaverne af nogle shows vil inkludere disse som ekstramateriale. Bersærk, hvis flubs er så meget desto sjovere, da de står i skarp kontrast til den grumme og brutalt alvorlige karakter af det meste af historien. (Hvis du kan se rollebesætningen bryde ind i sang og ikke falder ned af stolen af grin, jeg er ikke sikker på, at du har et sjovt ben.)
