I fiktionSom i livet er en upålidelig fortæller en karakter, der ikke er til at stole på. Enten af uvidenhed eller egeninteresse taler denne fortæller med en skævhed, laver fejl eller lyver endda. En del af fornøjelsen og udfordringen ved disse førstepersonshistorier er at finde frem til sandheden og forstå, hvorfor fortælleren ikke er ligetil. Det kan også være et værktøj, som en forfatter bruger til at skabe en aura af autenticitet i sit arbejde.
Udtrykket stammer fra Wayne C. Booths "Fiktionens retorik" fra 1961, og selvom det er en nøglekomponent i modernismen, findes der upålidelige fortællinger i klassikere som "Wuthering Heights", gennem både Lockwood og Nelly Dean, og Jonathan Swifts "Gulliver's" rejser."
Det utilsigtet upålidelige
Mange historier præsenteret i førstepersons synspunkt bliver fortalt af et barn eller en udenforstående, der tror, han fortæller den fulde sandhed. Læseren erfarer dog hurtigt, at fortælleren ikke er helt klar over omstændighederne omkring dem. Dette er for eksempel tilfældet med
Den utilsigtet upålidelige fortæller inviterer læseren til at tænke ud over skriften og til at blive en voksen iagttager. Hvad sker der egentlig i Holden Caulfields liv? Er han virkelig den eneste "ikke-falske" i en verden af løgnere? Hvad ser Scout egentlig, når hun beskriver sine læreres, klassekammeraters og fars adfærd? Denne enhed giver læseren indsigt og perspektiv i, hvordan fortælleren ser på verden.
Det med vilje upålidelige
Mens utilsigtet upålidelige fortællere kan være indtagende og naive, er utilsigtede upålidelige fortællere ofte skræmmende. Typisk har sådanne karakterer skumle motiver, lige fra skyldfølelse, som i tilfældet med Nabokovs "Lolita", til sindssyge, som i tilfældet med Edgar Allen Poes novelle "The Tell-Tale Heart".
Nogle af de mest interessante anvendelser af bevidst upålidelige fortællere er i mysteriegenren. Hvorfor kan fortælleren af en mystisk historie være bevidst upålidelig? Mest sandsynligt fordi han eller hun har noget at skjule. Sådanne historier er især spændende, fordi når de er gennemarbejdede, er læseren fuldstændig uvidende om fortællerens sande karakter.
Oprettelse af en upålidelig fortæller
En vigtig grund til at bruge en upålidelig fortæller er at skabe et fiktionsværk med flere lag med konkurrerende niveauer af sandhed.
Nogle gange bliver fortællerens upålidelighed tydeliggjort med det samme. For eksempel kan en historie åbne med, at fortælleren fremsætter en tydeligt falsk eller vrangforestilling eller indrømmer at være alvorligt psykisk syg. En mere dramatisk brug af enheden forsinker afsløringen, indtil historien nærmer sig slutningen. En sådan drejning afslutning tvinger læserne til at genoverveje deres synspunkt og oplevelse af historien.
For at denne skrivemekanisme skal være effektiv, skal læsere være i stand til at skelne mere end ét niveau af sandhed. Selvom din fortæller kan være en upålidelig kilde til information, er det helt afgørende, at du, forfatteren, forstår og til sidst afslører virkeligheden bag de vildledende ord. Det er essentielt for læserne at kunne genkende fortællerens upålidelighed og den virkelighed, der skjules.
