Hvad mange medlemmer af offentligheden (og nogle medlemmer af planlægningsfaget) ikke forstår, er, at offentlig transport består af to forskellige finansieringskategorier: kapital og drift.
Kapitalfinansiering
Kapitalfinansiering er penge øremærket til at bygge ting. Kapitalfinansiering til transit bruges oftest til at købe nye busser, men den kan også bruges til at bygge nye garager, metrolinjer og busskure. Politikere kan lide kapitalfinansiering, fordi det giver dem mulighed for at blive fotograferet foran den skinnende ny bygning eller jernbanelinje, de har sikret sig finansiering til. Obamas stimulusplan bestod af kapitalfinansiering af transit: mange modtagere brugte stimulusfinansieringen til at købe nye busser eller opgradere deres faciliteter. Long Beach Transit i Californien brugte for eksempel midler fra planen til at renovere deres tyve år gamle transitcenter i centrum.
Driftsmidler
Driftsmidler er penge, der bruges til rent faktisk at køre bus- og jernbanestrækninger, som du har købt med kapitalfinansiering. Langt størstedelen af driftsmidlerne til offentlig transport går til at betale medarbejdernes løn og goder (hele 70 % af det samlede budget). Andre driftsmidler går til at betale for sådanne ting som brændstof, forsikring, vedligeholdelse og forsyningsselskaber.
Hvorfor du ikke kan blande de to
Størstedelen af de forskellige statstilskud til transit er klart udpeget til at blive brugt til enten kapital- eller driftsformål. For eksempel skal alle føderale penge, der er beregnet til offentlig transport, med undtagelse af virkelig små transitsystemer, kun bruges til kapitalprogrammer. Mange statslige og lokale myndigheders finansiering er ligeledes begrænset til den ene eller den anden. Indtil relativt for nylig MARTA i Atlanta, GA, fik mandat ved lov til at bruge 50 % af indtægterne, det modtog fra en salgsskat på kapitalfinansiering og 50 % af driftsfinansiering. Sådan en vilkårlig begrænsning er en sikker måde at have skinnende busser og busstoppesteder på, som på grund af manglende finansiering faktisk ikke kan gå nogen steder. Naturligvis kan indtægter fra selve systemet, såsom billetpriser, bruges til enten kapital- eller driftsbehov. Da kapitalfinansiering generelt er nemmere at finde, bruges de fleste billetindtægter på driften. Forsøg på at bruge penge øremærket til kapitalprogrammer på drift og omvendt er en sikker måde at løbe på kant med revisorerne.
Udbredelsen af kapital over driftsfinansiering
Den "relative" lethed at skaffe kapital i modsætning til driftsfinansiering (i de sidste par år har det ikke været let for transitsystemer at opnå ENHVER form for finansiering på grund af recessionen) kan tilskrives tre store årsager:
- Politiker fotoops: Som nævnt ovenfor kan politikere godt lide at bygge ting, fordi det giver dem mulighed for at få favorabel presse ved båndklipningen. At sikre finansiering til at holde et transitsystem fungerende uden beskæringer er ikke let egnet til en lignende type situation.
- Bekymring om løninflation: Som nævnt ovenfor bruges hele 70 % af driftsmidlerne på medarbejdernes løn og goder. Hvis driftsmidlerne øges, så vil bekymringen være, at stigningen bliver brugt på at hæve lønningerne i stedet for at yde mere service. Og da de fleste transitsystemer er stærkt fagforeningsforbundne, kan lønstigninger sætte det frygtede "i seng med fagforeningerne" mærke på politikeren.
- Historie om føderale transitudgifter: Det har først været relativt for nylig, at den føderale regering har brugt penge på offentlig transport. De fleste føderale transitudgifter kommer fra Highway Trust Fund, som var ansvarlig for finansieringen af det mellemstatslige motorvejssystem. Da Highway Trust Fund havde en historie med at yde kapitalfinansiering til motorveje, var det kun naturligt, at det ville give kapitalfinansiering til transit. Derudover havde transitbureauer brug for hjælp til kapitalfinansiering, før de havde brug for hjælp til driftsfinansiering. Regeringshjælp med kapitaludskiftning og konstruktion går forud for Anden Verdenskrig, mens mange transitbureauer var selvforsynende på driftssiden indtil 1970'erne.
