Rockabilly var en af hovedkræfterne bag skabelsen af rock and roll – sammen med urban R&B, hoppe blues, og vokalgruppefænomenet. Det er stadig den mest primitive hvide rock & roll i sin tid.
Oprindelse og indflydelse
Rockabilly var den landlige hvide kunstners svar på bluesmusik, en stil, der udviklede sig naturligt, da "race" eller bluesplader begyndte at sælge over det sydlige. En endnu større faktor i udviklingen af stilen var den moderne radiostation, som var begyndt at skifte til mere musik for at holde trit med tv: som et resultat begyndte blues, R&B og gospel ofte at blive hørt i landlige hvide (dvs. "hillbilly") områder, det sjældent havde nået Før. Resultatet var en blanding af efterkrigstidens "landlige" stilarter, nemlig Western Swing og Country Boogie, med den seneste udvikling inden for sort musik.
Elvis Presley bragte berømmelse til stilen (selvom han fra begyndelsen havde arbejdet i en række genrer), men Sun Records i Memphis havde allerede indspillet rockabilly-plader, da han dukkede op for at perfektionere fusionen i 1954. Den typiske rockabilly-sang indeholdt et swingende beat stærkt påvirket af afroamerikanske efterkrigsstilarter, men med country-instrumentering, en enklere, billigere, nedtonet version af Western Swings bigband-orkestrering med en slap bas, elektriske guitarer, akustisk rytme og kun lejlighedsvis trommer eller klaver. Vokalen deler typisk forskellen mellem de to.
Selvom stilen faldt fra de nationale hitlister, efterhånden som rocken blev mere mainstream, døde den aldrig rigtig og forvandlede sig til et hvilket som helst nummer af selvforklarende genrer, der hver bærer efternavnet "-billy" ("punkbilly", "gothabilly" og de mere alternativt orienterede genrer "psychobilly"). Som en tøjstil og et look har rockabilly dog også overlevet, og har stort set samme funktion i Amerika, som "teddy boy"-bevægelsen har for Storbritannien.
Eksempler på Rockabilly-sange
- Carl Perkins, "Blå ruskind sko" Mere eller mindre rockabilly-nationalsangen, både i stil og substans, en ode til at se skarp ud, mens han forbliver country, og sangen, der fik Sam Phillips til at tro, at Carl kunne være endnu en Elvis.
- Elvis Presley, "Baby, lad os lege hus" Et hypet riff på en gammel vakkelvorn Excell-blues, naturligvis et af de mere sexede rockabilly-numre og udstyret med legende stammen og en pink Cadillac, der måske er en metafor.
- Johnny Burnette og Rock 'N' Roll Trio, "The Train Kept A-Rollin'" Rockabillys største band var den originale powertrio, der rev gammel blues og country så hårdt op, at alle fra Aerosmith til Zeppelin brugte denne sang til at sætte barren for sig selv.
- Gene Vincent og hans blå kasketter, "Race With The Devil" Gene var bedst kendt som "Be-Bop-A-Lula" fyren, men hans indspillede output er vildere og mere gennemført end selv det smash.
- Eddie Cochran, "Twenty Flight Rock" En klassiker om en ødelagt elevator og en udslidt libido, reddet fra majs af det rene angreb fra Cochrans tilgang.
- Jerry Lee Lewis, "åndeløs" The Killers sidste hit, før han næsten mistede det hele, er fuldstændig lig med "Whole Lotta Shakin' Going On" og "Great Balls of Fire", lerende og fremdrivende, men strammere end begge.
- Billy Riley, "Red Hot" Klassisk call-and-response, redneck one-upmanship i den bedst mulige forstand, ren som New Orleans R&B og forstærket med festklap.
- Sonny Burgess, "Red Headed Woman" Sonny var en af de skøre, der så ud til at være tiltrukket af Sun Records, næsten for voldsom til Sun, rockabilly eller hans eget bedste.
- Charlie Feathers, "One Hand Loose" Hans groove var mindre frenetisk end nogle andre, men Feathers' uendeligt udtryksfulde og ekstremt sydlige vokalstil var en stor indflydelse på punkabilly.
- Warren Smith, "Ubangi Stomp" En rejsebeskrivelse om stammekaos og en meddelelse om, at rocken var nødt til at overtage verden.
